Vand, sten og sand

2021-02-02

Se hvordan du skaber varme i haven med sten og sand

Rigtig mange dyr er vekselvarme, hvilket betyder, at de skal bruge solen til at blive varmet nok op for at kunne fungere. Derfor er det en rigtig god ide at have stendynger i haven og helst et sted, hvor solen tidligt rammer stenene og opvarmer dem. Firben og padder vil udnytte den varme plads til at varme sig op om morgenen. Mange smådyr som biller, sommerfugle, vilde bier og edderkopper vil kunne bruge hulrummene mellem stenene til at overvintre eller gemme sig i. En stenbunke, stensætning eller et dige, er et smukt og sjovt tiltag at lave i haven. Det kan bruges til at lave rum eller til at afgrænse en terrasse. At arbejde med sten er tungt, men til gengæld giver det et fantastisk levested for mange arter. Humlebierne er meget glade for stengærder til både at overvintre i og lave deres reder. Du skal være forsigtig, når du stabler stenene, og lade de store sten ligge i bunden for at skabe stabilitet. Sørg for, at hældningen ikke er for stejl, så stenene ruller ned, men undgå så vidt muligt at bruge mørtel. Det gør hullerne mellem stenene mindre, så der ikke er plads til så mange forskellige slags arter. SYDVENDT, BAR JORD: Bar, sydvendt jord, gerne som en lille vold eller på en skråning, er guld værd for insekter, bier og hvepse. Den tørre, sydvendte jord virker som en radiator, og den bare jord er gode ynglepladser for de mange arter af jordlevende, danske vilde bier og hvepse. De graver gange i jorden og lægger deres æg dernede og dør. Til foråret kravler den nye generation af jordbier og -hvepse op af jorden for at lede efter et passende sted, hvor de kan bygge rede og lægge æg. Hvis du er heldig at have sandet jord i din have, er det meget nemt at anlægge en plet med sydvendt, bar jord. Blotlæg noget af jorden på en sydvendt skråning, eller lav en lille vold, der løber fra øst mod vest, så solen kan varme jorden op, og regnvand kan løbe væk. Har du som så mange andre en have med god, fed havemuldjord, som er blevet gødet i mange år, er det en god ide at finde noget sand. Det nemmeste er at lave en god fast sandbunke eller en vold, som let forbliver tør og varm. På sådan et område kan du også så nogle af de mere sjældne planter ud, der trives på næringsfattig jord. De klarer sig fint i den tørre jord, og da de vokser langsomt og ikke bliver så store, kan der sagtens være plads til både planter og bier. Så længe der er lidt bar jord imellem dem, skal bierne nok finde ned mellem planterne. DET KAN DU GØRE: • Sørg for, at der er sten i haven på solrige steder. • Husk, at stenbunker eller stengærder er smukke og at man kan lave dem selv. • Lav en sydvendt skråning med en bunke sand, og lad evt. truede, vilde blomster gro 4 på den næringsfattige jord.